Sådan fungerer en varmeveksler
En letforståelig guide til varmevekslere: hvordan varmen passerer væggen, de vigtigste typer, hvorfor modstrøm kræver mindre areal, og hvad belægninger gør over tid.
En varmeveksler flytter varme fra et varmere medie til et koldere uden at lade de to blandes. Den er en af de mest almindelige komponenter i et anlæg: den køler olie efter en presse, opvarmer vand til en proces, kondenserer damp fra en inddamper og genvinder varme, der ellers ville gå tabt. Princippet er enkelt, men detaljerne afgør, om den har den rigtige størrelse og bliver ved med at fungere i årevis.
Grundprincippet
Varme strømmer altid fra det varmere medie til det koldere. I en varmeveksler holdes de to medier adskilt af en metalvæg, f.eks. rustfrit stål, kulstofstål, en kobberlegering eller titanium, og varmen passerer denne væg. Tre ting bestemmer, hvor meget varme der flyttes: væggens overfladeareal, temperaturforskellen mellem medierne og en samlet varmeovergangskoefficient, skrevet U, som udtrykker, hvor let varmen passerer gennem væskefilmene, væggen og eventuel snavs på den.
Sammenhængen er Q = U × A × LMTD, hvor Q er ydelsen i watt, A arealet i m² og LMTD den logaritmiske middeltemperaturdifference i kelvin. Den samme ydelse er også lig med massestrømmen gange den specifikke varmekapacitet gange temperaturændringen for et af medierne, så den varme og den kolde side skal balancere.
Almindelige typer
- Rørkedelveksler: et rørbundt inde i en cylindrisk kappe, med det ene medie i rørene og det andet uden om dem. Robust og meget brugt ved højere tryk og temperaturer.
- Pladeveksler: tynde, korrugerede plader spændt sammen i en ramme, med medierne i hvert andet mellemrum. Kompakt, med høj U, og let at åbne for rengøring; pakningerne begrænser temperatur og tryk.
- Dobbeltrørsveksler: et rør inde i et rør. Enkel og brugt til små ydelser.
- Luftkølet veksler: ribberør med ventilatorer, der blæser luft hen over dem, brugt hvor der er knaphed på kølevand.
Modstrøm og medstrøm
Ved modstrøm løber de to medier i hver sin retning; ved medstrøm løber de samme vej. Modstrøm holder temperaturforskellen mere jævn langs længden, så den samme ydelse kræver mindre areal, og det kolde medie kan endda forlade veksleren varmere, end det varme medie forlader den.
Tag en ydelse på 250 kW, varm side 150 til 90 °C, kold side 30 til 80 °C og U = 800 W/m²K. Modstrøm: endedifferencerne er 70 K og 60 K, LMTD er 64,9 K og arealet er 250 × 1000 ÷ (800 × 64,9) = 4,8 m². Medstrøm: endedifferencerne er 120 K og 10 K, LMTD falder til 44,3 K og arealet stiger til 7,1 m², omkring 47% mere overflade til samme opgave. Det kolde flow i dette eksempel er ca. 4 300 kg/h vand, ud fra 250 × 3600 ÷ (4,186 × 50).
Hvorfor ydelsen falder over tid
Den hyppigste årsag er belægninger: kalk, slam, biofilm eller produktaflejringer, der bygger sig op på overfladerne og øger modstanden. U falder, udløbstemperaturerne driver væk fra designværdierne, og tryktabet stiger. Konstruktører lægger et tillæg for belægninger ind, som er ekstra areal, men det opbruges, efterhånden som aflejringerne vokser.
Andre årsager er tilstoppede eller utætte rør, luft eller anden ikke-kondenserbar gas fanget på dampsiden, flow under designværdien og kølevand, der er varmere end forudsat. Hårdt vand og klæbrige produkter giver hurtigere belægninger, så rengøringsintervallet afhænger af medierne, ikke af en fast kalender.
Praktiske pointer
- Start med ydelsen og de fire temperaturer, og kontrollér, at den varme og den kolde side balancerer.
- Foretræk modstrøm, medmindre der er en grund til andet.
- Spørg leverandøren, hvilken U og hvilket belægningstillæg de har brugt.
- En meget lille temperaturtilnærmelse i den ene ende gør veksleren stor, så kontrollér, at du virkelig har brug for den.
- Kontrollér, at pakninger og rørmaterialer passer til dine medier, og at der er plads til at åbne og rengøre enheden.
- Følg producentens manual og dine lokale regler for trykbærende udstyr.
Brug beregneren til varmevekslerareal til at afprøve dine egne temperaturer og sammenligne modstrøm med medstrøm.