Varmevekslerareal ud fra ydelse og temperaturer
Sådan omsætter beregneren til varmevekslerareal varmeydelse, fire temperaturer, strømningsform og U til den logaritmiske middeltemperaturdifference og det nødvendige overfladeareal.
En varmeveksler, der er for lille, når aldrig sine udløbstemperaturer; en, der er for stor, spilder stål og penge. Beregneren til varmevekslerareal tager varmeydelsen, de fire tilslutningstemperaturer, strømningsformen og en samlet varmeovergangskoefficient og giver det nødvendige overfladeareal sammen med den logaritmiske middeltemperaturdifference (LMTD).
Sådan fungerer beregningen
Du indtaster ydelse (kW), varm side ind og ud (°C), kold side ind og ud (°C), strømningsformen og U (W/m²K). Værktøjet beregner to endedifferencer, kaldet temperaturtilnærmelser:
- Modstrøm: ΔT1 = varm ind − kold ud, og ΔT2 = varm ud − kold ind.
- Medstrøm: ΔT1 = varm ind − kold ind, og ΔT2 = varm ud − kold ud.
Derefter:
- LMTD (K) = (ΔT1 − ΔT2) ÷ ln(ΔT1 ÷ ΔT2). Afviger de to med mindre end 0,01 K, bruger værktøjet blot ΔT1.
- Areal (m²) = ydelse × 1000 ÷ (U × LMTD).
- Flowkontrol (kg/h) = ydelse × 3600 ÷ (4,186 × temperaturændring), beregnet for den varme og den kolde side, som om hver af dem var vand.
Værktøjets startværdier er en ydelse på 250 kW, varm side 150 til 90 °C, kold side 30 til 80 °C, modstrøm, U = 800 W/m²K.
Et gennemregnet eksempel
- ΔT1 = 150 − 80 = 70 K og ΔT2 = 90 − 30 = 60 K.
- LMTD = (70 − 60) ÷ ln(70 ÷ 60) = 10 ÷ 0,1542 = 64,9 K.
- Areal = 250 × 1000 ÷ (800 × 64,9) = 4,8 m².
- Varmt flow = 250 × 3600 ÷ (4,186 × 60) = 3 583 kg/h, og koldt flow = 250 × 3600 ÷ (4,186 × 50) = 4 300 kg/h.
Kør nu de samme temperaturer i medstrøm. ΔT1 = 150 − 30 = 120 K og ΔT2 = 90 − 80 = 10 K, så LMTD = 110 ÷ ln(12) = 44,3 K, og arealet er 250 × 1000 ÷ (800 × 44,3) = 7,1 m². Samme ydelse kræver ca. 47% mere overflade, og derfor er modstrøm standardvalget. Værktøjet advarer også om, at en lille temperaturtilnærmelse koster dyrt i areal: halveres tilnærmelsen, fordobles veksleren omtrent.
Sådan læses resultatet
Arealet er den rene, teoretiske overflade for den ydelse, du har indtastet. De to temperaturtilnærmelser viser, hvor temperaturmarginen er snæver: et lille tal i en af enderne betyder en stor varmeveksler, der er følsom over for enhver fejl i temperaturerne. I eksemplet er tilnærmelserne 70 K og 60 K, tæt på hinanden, så LMTD på 64,9 K er næsten deres simple gennemsnit på 65 K. I medstrømstilfældet er de 120 K og 10 K, langt fra hinanden, og det logaritmiske middel falder til 44,3 K. Temperaturfaldene på varm og kold side under Kontrol lader dig bekræfte, at temperaturerne beskriver den ydelse, du mente, før du stoler på arealet.
Hvad værktøjet forudsætter og udelader
- U skal du selv indtaste. Værktøjet antyder kun intervaller: plade vand-vand 3000–5000, rørkedel vand-olie 300–600, damp-væske 800–1500 W/m²K.
- Ydelsen er en inputværdi. Værktøjet beregner den ikke ud fra flow, og flowkontrollen forudsætter vand med 4,186 kJ/kg·K.
- Er en af endedifferencerne nul eller negativ, krydser temperaturerne hinanden, intet areal kan løse opgaven, og værktøjet viser en streg i stedet for et areal.
- Der er ingen korrektionsfaktor for rørkedelvarmevekslere med flere gennemløb og intet tillæg for belægninger, trykfald, faseskift eller varmetab.
Typiske fejl
- En U-værdi taget fra et andet væskepar eller en anden vekslertype indtastes.
- Kold ind- og udløbstemperatur byttes om, så temperaturerne krydser.
- Medstrøm vælges, selv om den virkelige enhed kører i modstrøm.
- Det beregnede areal betragtes som det areal, der skal købes, uden margin til belægninger.
- Der indtastes en ydelse, der ikke svarer til de temperaturændringer og flow, der faktisk er til rådighed.
Prøv dine egne tal i beregneren til varmevekslerareal. Til dimensionering af tilførselsledningen kan du bruge beregneren til rørstørrelse og trykfald og til pumpen bag den beregneren til pumpens løftehøjde og effekt.